|
Men det gør ikke danskerne til bedre bilister – flere mister nemlig senere kortet
Dumpeprocenten for den praktiske køreprøve er faldet støt de seneste seks år. 2010 dumpede lige knap 31 procent og det er en forbedring i forhold til 2002, hvor næsten 35 procent dumpede. Til gengæld er antallet af betingede frakendelser i løbet af de seneste fire år steget med 16,4 procent og de ubetingede med 20,4 procent. – Når man skal vise, hvad man kan som bilist, så kan man godt. Men der er folk, der ser stort på færdselsreglerne, når de først har fået kørekortet, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet til MetroXpress.
Vi mestrer både trepunktsvendinger og parallelparkeringer, og vi husker at kigge i begge spejle og over skulderen den dag, vi skal til køreprøve. Vi er faktisk så gode, at dumpeprocenten for den praktiske køreprøve er faldet støt de seneste år.
|
![]() |
![]() |
Men selvom det umiddelbart får os til at smile, må vi hurtigt tørre det af vores læber igen. For fremgangen i beståede køreprøver betyder nemlig ikke, at vi kører bedre i trafikken, skriver journalist Marie Tromborg fra MetroXpress.
Således er antallet af frakendelser, både de betingede og ubetingede, steget siden 2007. Dertil kommer antallet af udstedelser af kørselsforbud, der kun udstedes de første tre år, man har kørekort, som er steget med 24 procent.
– Når man koncentrerer sig om at køre bil, og man ved, at man skal vise, hvad man kan, så kan man godt. Men tallene tyder på, at der er elementer på vejene, der ser stort på færdselsreglerne, når kørekortet først er erhvervet, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet til avisen.
Og det samme mener landsformanden for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt. Ifølge ham er det kørelærernes fortjeneste, at dumpeprocenterne er faldet på landsplan.
|
|
– Når så der fortsat er mange, der får frakendt deres kørekort, skyldes det, at man ikke kører, som da man fik kørekortet. Man får dårlige vaner ind med rutinen, siger René Arnt. Hos Rådet for Sikker Trafik er man tilfredse med, at politiet frakender flere bilister deres kørekort.
– Når flere får frakendt deres kørekort, betyder det, at det bliver mere sikkert at færdes i trafikken. Desuden kan man håbe, at det påvirker andre bilister til at køre bedre, når flere bliver taget i at overtræde færdselsreglerne, siger Pernille Ehlers, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, til MetroXpress.
Hver tredje østjyde dumper i køreprøven
Færre dumper på landsplan til køreprøve, men Østjyllands politikreds ligger stadig blandt landets højeste med en dumpeprocent på 33 i den praktiske prøve. Og det er ikke nødvendigvis dårligt:
– Jeg ser det som et udtryk for, at det virker. Det kan måske også være, at de bliver bedre bilister ved at dumpe til en køreprøve, fordi de så får nogle ekstra kørelektioner, siger formanden for Aarhus Kørerlærerforening, Bjarne Lind til journalist Jesper Himmelstrup, DR Østjylland. Sværere i byerne – Jo tættere, jo sværere kryds, der er at køre i, jo højere bliver dumpeprocenten, understreger Bjarne Lind.
Sparer på vejene – De sidste par år har kommunen sparet meget på afmærkninger og reparation af vejene, og det har også stor indflydelse på dumpeprocenten, siger Bjarne Lind til P4 Østjylland. |