Til forsiden
Sitemap
Print
Nyheder

Kurser kan redde motorcyklister

Motorcyklisterne kan øge deres chance for at overleve i trafikken ved at tage på køretekniske kurser

Mange flere motorcyklister bør tage på køretekniske kurser, hvor de får genopfrisket hvordan man katastrofebremser og undviger farlige situationer uden at komme til skade. Sådan lyder anbefalingen fra en lang række fagfolk og eksperter efter voldsomme motorcykelulykker de seneste år. Mange motorcyklister er nemlig for dårlige til at undvige og katastrofebremse, hvis ulykken sker.
 

Forår og sommer er lig med tusindvis af motorcykler på vejene i fuld fart, og det betyder desværre også flere alvorlige trafikulykker på vejene.

I perioden 2005-2009 har politiet registreret 1.661 motorcykelulykker på vejene med personskade, viser en ny optælling fra Rådet for Sikker Trafik.

Havarikommissionens undersøgelse
– Det er meget voldsomme ulykker, når for eksempel en motorcykel kører ind i en bil. Motorcyklisterne sidder meget ubeskyttet, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der sker, når et menneske på en motorcykel rammer en bil med høj fart, siger Søren Troels Berg, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
 
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har i 2009 undersøgt 41 voldsomme motorcykelulykker, og de undersøgelser viste, at der var flere faktorer, der var skyld i, at ulykkerne blev så voldsomme:
 
• Motorcyklisterne blev overset af bilisterne.
• Motorcyklisterne kørte med meget høj fart.
• Motorcyklisterne var for dårlige til at undvige eller katastrofebremse.
 
Flere bør tage kurser løbende
Når motorcyklen har holdt stille en hel vinter, er rutinen blevet rusten. Det samme gælder for dem, der lige har købt en motorcykel, men ikke har kørt siden de tog et mc kørekort for mange år siden. Det kan være fatalt i farlige situationer, hvor motorcyklisten skal undvige en bil eller katastrofebremse, hvis en person kommer ud på vejbanen.
 
For at klæde motorcyklisterne bedre på til at klare sig sikkert i trafikken opfordrer en lang række fagfolk og eksperter, nemlig politiet, Rådet for Sikker Trafik, FDM, Dansk Kørerlærer Union, Danske Motorcyklisters Råd samt Havarikommissionen for Vejtrafikulykker nu motorcyklisterne til at tage på køretekniske kurser, som overholder en række krav til de køretekniske kurser, der hedder »Den sikre motorcyklist – anbefalinger til grundkursus«.
 

– På de anbefalede køretekniske kurser vil motorcyklisterne lære, hvordan de bremser og styrer i kritiske situationer. Det er vigtigt, da vores undersøgelse har vist, at mange motorcyklister bremser og undviger forkert, og det er fatalt. Selv om man har taget et motorcykelkørekort, så er det vigtigt at få opfrisket sine evner løbende, så man reagerer mest fornuftigt i en farlig situation. Det skal sidde på rygmarven, siger Lars Klit Reiff, sekretariatsleder i Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

Kravene og eksempler på kurser kan man finde på:
www.sikkertrafik.dk/mckursus
 

Billedet til artiklen er af fotograf Henrik Petit og bringes med tilladelse fra FDM-Køreteknik.

 
Dansk Kørelærer-Union - Ellestedvej 5 - 5853 Ørbæk - Telefon: 65 33 15 01 - Fax: 65 33 22 22 - E-mail: dk-u@dk-u.dk