|
Vi er blevet bedre til at passe på os selv og andre i trafikken, mener ministeren
Færre familier fik i 2010 den tragiske besked, at et familiemedlem var omkommet eller kvæstet i trafikken, når man sammenligner med året før.
Der var et markant fald i antallet af ulykker, dræbte og kvæstede på vejene i 2010. Det viser Vejdirektoratets nyeste tal, der blev offentliggjort i marts*. Det er glædeligt, men der er lang vej endnu, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. I 2009 omkom 303 mennesker i trafikken. Det tal faldt i 2010 til 263 trafikdræbte personer. Også antallet af kvæstede er faldet fra 4.947 mennesker i 2009 til 4.099 i 2010, viser den foreløbige opgørelse fra Vejdirektoratet. – Det er enormt glædeligt, at antallet af kvæstede og dræbte er faldet for andet år i træk, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.
|
![]() |
|
Laveste siden 1930
Antallet af personer, der kom til skade eller blev dræbt i trafikken i 2010, var samtidig det laveste i mere end 80 år. Statistikken viser, at i alt 4.362 personer kom til skade eller døde i forbindelse med trafikuheld sidste år. Og det tal har aldrig været lavere, siden man begyndte at lave statistik på området i 1930. Resultatet fra 2010 ligger også under tallet for 2009, hvor de tilsvarende tal lød på 5.250 personer. Et fald på omkring 20 procent på et år. Dermed følger udviklingen på dette område den generelt positive tendens, der er i Vejdirektoratets tal. De viser nemlig, at det samlede antal af uheld faldt fra 12.285 til 10.993 i samme periode*. Transportminister Hans Christian Schmidt glæder sig også over den positive udvikling i tallene.
– Som minister prioriterer jeg trafiksikkerhed meget højt, og det er dejligt at konstatere, at væsentligt færre mennesker kommer til skade på vejene i dag end for blot nogle år siden. Jeg tager det som udtryk for, at danskerne er blevet bedre til at passe på sig selv og hinanden i trafikken, og at vores trafiksikkerhedsarbejde har haft en stor effekt. Trafiksikkerheden har været et fokuspunkt gennem mange år, hvor der er blevet arbejdet på forbedringer på mange forskellige områder. Vejene er blevet mere sikre, og lovgivningen er løbende blevet justeret for at fremme sikkerheden.
I forbindelse med aftalen om Grøn Transport afsatte regeringen og forligspartierne 500 millioner kroner til blandt andet trafiksikkerhedskampagner, udbedringer af vejstrækninger, kryds og andre sikkerhedstiltag. Pengene udmøntes løbende til konkrete tiltag. Ligeledes kan det tages med i betragtning, at der er sket en løbende udskiftning i vognparken, der har medført, at bilerne er blevet nyere og mere sikre.
Hvad er årsagen – og hvad mangler?
Der er flere forklaringer på faldet. Det kan man høre mere om i en ny video på internettet, hvor Direktør for Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo også fortæller, hvad der mangler at blive gjort for at øge trafiksikkerheden yderligere. *) Der gøres opmærksom på, at tallene endnu er foreløbige for 2010. De endelige tal forventes først endeligt at foreligge i løbet af juni 2011. |