![]() |
Støtte til det transeuropæiske transportnet TEN-T står højt på dagsordenen
Som en af de første opgaver deltog den nyudnævnte transportminister Henrik Dam Kristensen i midten af oktober på rådsmødet for EU’s transportministre i Luxembourg.
Mødet var en god mulighed for Henrik Dam Kristensen til at mødes med sine europæiske transportministerkollegaer og orientere om forberedelserne til det danske EU-formandskab, som Danmark overtager den 1. januar 2012.
Den ny transportminister siger, at han glæder sig utrolig meget til at komme i gang med sit nye arbejde: – Jeg ved at en af mine første store opgaver bliver at lede Rådets arbejde i EU på transportområdet fra 1. januar. Netop det europæiske arbejde har jeg jo beskæftiget mig med tidligere både som minister og som medlem af Europa-Parlamentet. |
|
På sit første EU-møde fik ministeren lejlighed til at drøfte støtteprogrammet for finansiering af infrastruktur i Europa, det såkaldte transeuropæiske transportnet, TEN-T. EU-Kommissionen har fremsat sit forslag til nye retningslinjer for TEN-T. Og forslaget bliver en vigtig sag under det danske EU-formandskab.
TEN-T-programmet har til formål at styrke det indre marked med fri bevægelighed for varer og arbejdskraft. Fokusområder bliver bl.a. udbygning af den grænseoverskridende infrastruktur, bekæmpelse af flaskehalse, bedre muligheder for multimodal transport samt indførelse af intelligente trafikstyringssystemer (ITS). Endelig skal forslaget bidrage til at opfylde EU-målsætningerne om mere klima- og miljøvenlig transport. Transportministeren udtaler i den forbindelse: – Jeg vil med stor interesse læse Kommissionens forslag til nye retningslinjer for de transeuropæiske transportnetværk. Der er ingen tvivl om, at bedre mobilitet på tværs af landegrænser er en afgørende faktor for at skabe vækst- og arbejdspladser i Danmark og i resten af Europa. Samtidig er det vigtigt, at den europæiske transportsektor samlet yder sit bidrag til vores fælles EU-målsætninger om reduceret udledning af drivhusgasser.
Henrik Dam Kristensen fortsætter: – Vi vil prioritere dette forslag højt under det danske EU-formandskab. Der er tale om en sag, der er vigtig for både mig og mine europæiske kolleger. Vi vil fra dansk side gøre vores til, at vi opnår enighed blandt transportministrene. Det kræver bl.a., at vi alle tænker på den europæiske dimension. Bedre mobilitet i Europa vil også komme danske virksomheder og passagerer til gode. Om ministeren Han har beklædt adskillige ministerposter: I 1994-1996 som Landbrugs- og fiskeriminister, Fødevareminister (1996-2000) og som Socialminister (2000-2001). I 2004 blev han valgt til Europa-Parlamentet, men valgte at stoppe, da han i 2006 blev valgt til partisekretær. I november 2005 sagde han ja til at stille op til Folketinget for Socialdemokraterne i Horsens-kredsen, og han blev valgt ind ved valget i 2007.
Henrik Dam Kristensen er uddannet på Kolding Teknisk Skole og har tidligere arbejdet som både landpostbud og skoleleder. Sidstnævnte kan forhåbentlig bidrage til en forståelse af kørelærerbranchens bidrag til transportområdet. |