Til forsiden
Sitemap
Print
Nyheder

Skal køreskolen være mere energieffektiv?

En række kommuner har i stigende grad gode tilbud til lokale virksomheder, der vil gøre en indsats for energieffektiviseringer
 
Bunker af papir hober sig op ved siden af computeren, mails tikker ind, og kollegaen tripper foran skrivebordet.
Der er rigeligt at se til på en arbejdsplads, og så kan det være svært at afsætte ressourcer til en energiindsats, der ellers kan spare penge i virksomheden.
 
Mange virksomheder kan få gode råd om energiforbedringer hos kommun­en. En af de kommuner, der for alvor er gået i front med energihjælp til virksomhederne, er Gladsaxe Kommune. I januar 2010 så netværket KlimaKlar dagens lys, og det har 36 medlemmer. Tallet stiger løbende.
 

– Vi hjælper virksomhederne til at finde ud af, hvor de kan sætte ind med energiforbedringer, og tilbagemeldingen på netværket har været positiv. Både fra helt store virksomheder som Ernst & Young og til enmandsvirksomheder som Lika Magneter, siger Lise-Lotte Schmidt-Kallesøe fra Gladsaxe Kommune.
 
Netværk med ligesindede
Og der er meget at komme efter for virksomhederne. De kan både få et eftersyn af virksomheden og dermed finde ud af, hvor de bedst kan sætte ind. Samtidig er de inviteret til netværksmø­der med ligesindede, hvor der blandt andet er oplæg af eksperter fra Go’ Energi.

– Go’ Energi støtter kommunernes initiativ ved at stille eksperter til rådighed, og vi håber, at endnu flere virksomheder vil benytte sig af tilbuddene. Der er et enormt potentiale for energibesparelser i danske virksomheder, og virksomhederne vinder ved lavere energiregning og et bedre indeklima, siger Henrik Teglgaard Lund, sekretariatschef i Go’ Energi.

Danske virksomheder kan samlet set spare 4,7 milliarder kroner eller 6,7 mil­liarder kilowatt-timer, for det er, hvad der årligt går til el og varme i driften af de bygninger, der har energimærker under C. Det drejer sig om hele 80 procent af erhvervslivets bygninger.

Læs mere om energieffektivitet i virksomheder på: www.GoEnergi.dk/erhverv
 
Om Go’ Energi
Go’ Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go’ Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go’ Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde. Hvis du har spørgsmål til Go’ Energi, så kontakt Henrik Teglgaard Lund, sekre­tariatschef i Go’ Energi, tlf. 33 95 58 01, e-mail: htl@goenergi.dk.

Foto: Go’ Energi.
 
Dansk Kørelærer-Union - Ellestedvej 5 - 5853 Ørbæk - Telefon: 65 33 15 01 - Fax: 65 33 22 22 - E-mail: dk-u@dk-u.dk