|
At køre med vinterdæk om sommeren kan være lige så farligt som at køre med sommerdæk om vinteren!
For nyligt har der i medierne været henvist til Havarikommissionen for Vejtrafikulykkers rapport »Ulykker på landeveje«. Det fremhæves i omtalerne, at der har været et tilfælde, hvor Havarikommissionen vurderer, at det har været en medvirkende faktor for ulykkens opståen, at der anvendtes vinterdæk på en tør vej.
Det fremgår dog ikke på hvilken årstid ulykken skete og ej heller ved hvilken temperatur, hvilket er en meget væsentlig faktor. Ved gennemgang af rapporten fremgår det også, at der har været 4 ulykker med biler, som var udstyret med sommerdæk i snevejr. Det er Havarikommissionens vurdering, at ulykkerne ikke var sket, hvis bilerne havde været forsynet med vinterdæk. En af Havarikommissionens konklusioner er, at de ansvarlige myndigheder bør igangsætte tiltag, som vil bidrage til større bevidsthed hos trafikanterne om sammenhængen mellem valg af dæk, føre og sikkerhed. Derudover konkluderes det, at myndighederne bør komme med en klar udmelding om, hvornår trafikanter skal undlade at køre ud i glat føre, når bilen ikke er monteret med vinterdæk.
Fra Dækbranchens Fællesråd bakkes der op om denne udmelding om øget fokus og lovgivning på dækområdet.
– At anvende korrekt dæktype til årstiden vil absolut øge trafiksikkerheden, og derudover vil brug af vinterdæk i vinterperioden ligeledes bidrage til forbedret fremkommelighed til gavn for både den enkelte bilist samt samfundet som helhed, siger direktør Volker Nitz fra Dækbranchens Fællesråd i en pressemeddelelse. |
![]() |
|
7 grader er skillelinjen
Det er Dækbranchens Fællesråd anbefaling, at man ved temperaturer over 7 graders varme kører på sommerdæk, og ved temperaturer derunder kører på vinterdæk. Når temperaturen er under 7 grader, og der kan være risiko for rim, frost og slud, sikrer vinterdækkets gummiblanding det optimale vejgreb. Ved højere temperaturer kommer sommerdækket til sin ret både på tør og våd vej. Bremselængden afhænger således af temperaturen, dækkets gummiblanding samt evne til at aflede vand fra vejbanen. Her er det også væsentligt, at man som bilist sikrer sig, at både sommer- og vinterdæk har den fornødne mønsterdybde til at klare opgaven i vådt vejr.
– Typisk er dæk produceret i Europa, Japan og Korea velegnede til vore breddegrader, mens sikkerheden i ukendte dækmærker fra mere eksotiske egne af verden ofte lader en del tilbage, siger Kenneth Saust, der er formand for Dækimportør-Foreningen. – Der er en nøje sammenhæng mellem pris og kvalitet i det meste, der kan købes for penge, og det gælder også, når det handler om dæk. Betal hellere lidt mere og få et anerkendt dæk, der lever op til de kommende EU-mærkningskrav, slutter Dækimportør-Foreningens formand.
|