|
Tjek seks væsker før bilturen sydpå
Værkstedskæde og FDM giver tips og gode råd til, hvordan bilen kommer i topform inden sommerferiens lange køreture
Uden mad og drikke duer helten ikke. Dette ældgamle ordsprog gælder i særdeleshed for familiens bil, når den skal tjekkes inden sommerens lange køretur ned igennem Europa. Værkstedskæden Super Dæk Service kan nemlig afsløre, at det vigtigste tip til bilisterne inden ferien er, at de får tjekket bilen for seks »livsvigtige« væsker. Motorolien skal være rimelig ny og »frisk«, og der skal helst være så meget af den, at det når helt op til maksimum på målepinden. Kølervæsken skal også være fyldt op til max-niveauet, og batteriet bør tjekkes ved at kigge i skueglasset for at se, om der er tilstrækkeligt med batterivæske. Bremsevæsken er det også ekstremt vigtigt at få kontrolleret, og så er det rarest, at der er fyldt op med sprinklervæske og naturligvis benzin, ikke at forglemme. |
![]() |
|
Super Dæk Service påpeger, at den store tur igennem Europa udsætter bilen for belastninger, den slet ikke er vant til. Fuldt læs, høje hastigheder, lange stræk, høje temperaturer og måske en campingvogn er meget forskelligt fra det normale kørselsmønster med mange småture i byen.Derfor vil det ifølge Super Dæk Service være en rigtig god idé at lade bilen få et grundigt eftersyn på et godt værksted, så alle de vitale dele som motor, bremser, kølersystem, støddæmpere, dæk og lygter kan blive efterset og kontrolleret.
Firmaet tilbyder alle bilister i hele landet et gratis Supertjek, hvor alle eventuelle fejl på bilen vil kunne findes og efterfølgende udbedres efter aftale. Det kan være en god forholdsregel forud en vellykket bilferie. Mange fejl på motoren i ferien Også FDM anbefaler, at man inden ferien får bilen gennemgået på et værksted eller alternativt får lavet en ferietest hos FDM. At der er god grund til at få bilen gennemgået, viser tal fra 5.203 ferietest foretaget hos FDM test og bilsyn. Her blev der i gennemsnit fundet seks fejl pr. bil. På hver femte bil var der fejl på bremserne som bremsevæskens kogepunkt og bremseskiverne. Knap hver fjerde bil (23 pct.) havde fejl på motoren.
Andre 21 pct. af de noterede fejl handlede om lys, mens andre 9 pct. igen handlede om hjulophæng og styreforbindelser. Ifølge leder af FDMs tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen er den type fejl, som FDM test og bilsyns gennemgang viser typiske og en hyppig årsag, når uheldet er ude på de europæiske sommerveje. – Det er netop på ferieture, hvor bilerne skal yde noget ekstraordinært, vi ser mange biler giver op. Og så er det naturligvis også et spørgsmål om trafiksikkerhed. Både ens egen og medtrafikanternes. Så få bilen kontrolleret i god tid, siger Jørgen Jørgensen. |